M2-hvalpene født 8. juni 2018

Finda Zindi Pippi har nu fået sine hvalpe med Finda Xanto. Det blev til 5 hanner og 1 tæve. Alle er sorte med lyse aftegninger – en han har særlig meget hvidt i hovedet og flere har på brystet. Hvalpene har alle en fin jævn størrelse og Pippi passer dem godt.

Der er endnu et par ledige hanner – vi har skrevet til mange på vores venteliste, ikke alle har svaret retur endnu. Tæven er lovet væk. Såfremt du har interesse i en af hannerne, hører vi gerne fra dig. Flere lader sig skrive op flere steder og springer fra, ikke alle får meldt tilbage, så derfor ved man aldrig om hvalpene er solgte, før alle er blevet reserveret.

Vi har flere, der ønsker at få fra kombinationen Kiira x Bertil. Vi kan oplyse, at Kiira er i løb nu. Vi håber det lykkes at parre hende, så hun kan få sit sidste kuld. Da er den første tæve reserveret til os selv til udstationering.

Hannerne Dexter og Kaigo

Begge hanner Dexter og Kaigo har fået nye hjem. Vi modtager stadig mails vedr. de to hanner, så håber denne korte opdatering læses.

Begge hanner har fået nye dejlige blivende hjem, de er formidlet videre fra deres første ejere og har ikke været tilbage hos os. Vi ønsker de nye ejere tillykke med hundene.

Finda Dexter søger nyt hjem

Hannen Finda Dexter på lige knap 2 år søger et nyt hjem. Han er vant til børn og andre hunde. Han er ikke nogen problemhund. Stamtavle m.m. kan ses ved at skrive hans navn under søg på hjemmesiden. Kun seriøse henvendelser besvares. Kontakt os gerne på mail og fortæl lidt om dig og din dagligdag, hvor han kunne passe ind.

Udstationering af hvalp eller ældre hund

Vi søger efter personer eller familier, der kunne tænke sig at have hvalp udstationeret fra os. Lige nu har vi to tæver udstationerede Finda Jaava og Finda iida. Begge hunde bor hos deres familier som deres hund. Udstationeringen betyder, at vi står som første ejer af hunden og familien er anden ejer. Vi tager ingen betaling for hvalpen. Når hunden nærmer sig de 2 år, betaler vi for at den får de undersøgelser, der er nødvendige for godkendelse til avl. Hvis ikke familien har interesse for udstilling, vil vi gerne låne hunden med på et par udstillinger, så den er blevet bedømt af en dommer. Efter det fyldte 2 år, venter vi på løbetid og betaler så for at få tæven parret med en passende han. Efter ca. 8 uger skal tæven så flytte hjem til os, for at føde sine hvalpe. Det er dette punkt, der kan være hårdt for den anden familie. Vi kan garantere, at det er ikke hårdt for hunden, for den får nok at se til med sine hvalpe og den er selvfølgelig inde hos os hele tiden. Når hunden har haft en normalt størrelse kuld hvalpe, så bliver den ejerskiftet til sin familie den dag hvalpene rejser hjemmefra, så den derefter kun tilhører familien.

Det bedste vil være at finde nogen, der vil holde kontakt med os og andre i racen, så hunden kender os, når den skal bo her i 9 uger. Familien må selvfølgelig komme på besøg nøjagtig som hvalpekøberne kommer på besøg. Vi har prøvet det et par gange før bla med tæven Finda Anja, der kom hjem og fødte vores F-hvalpe, hvor vi så beholdt Finda Finja fra kuldet. Samt vi har sidst prøvet det med tæven Finda Alva, der kom hjem og fødte vores J-hvalpe i 2017, hvor vi så udstationerede Jaava hos ejeren af Finda Alva. Vi gør det, fordi vi gerne vil bevare bestemte linier i vores avl. Samtidig kan vi ikke beholde så mange nye hvalpe hjemme, fordi der skal være tid til hver enkelt hvalp – træning m.m., så udstationering er en måde der kan være god for begge parter. Der laves altid kontrakter omkring det hele. Det er et spørgsmål om tillid til hinanden også.

Vi har jo mange hunde, men flere af dem er nu pensionister. Vores dyrlæge anbefalede, at vi lod vores pensionister = 8 år gamle tæver flytte til nye hjem, hvor de kunne have en god alderdom. Det har vi til nu kun gjort en enkelt gang, for hundene er og bliver en del af vores familie. En finsk lapphund kan godt blive omkring 15 år gammel. Skulle du have interesse for at overtage en af vores pensionister, er det også et spørgsmål om tillid. Vi har gennem årene bevaret kontakt til langt størsteparten af vores hvalpekøbere. Vi mødes til diverse gåture og udstillinger, samt vi inviterer til træf hos os. Vi har en lukket gruppe på Facebook for vores hvalpekøbere og bekendte med kontakt til vores hunde. Vi står altid gerne til rådighed med hjælp og vejledning.

Skulle dette have fanget din interesse, så hører vi gerne fra dig pr. mail finda@finda.dk i første omgang. Besøg er selvfølgelig velkomne efter aftale.

K-hvalpe født 28-12-2017

Den 28. december 2017 blev vores K2 hvalpe født. Det er 2 hanner og 4 tæver alle sorte med aftegninger. Moderen er Lumiturpa Maaru og faderen er Finda Rusty, der kan ses fotos og flere info omkring de to hunde på vores hjemmeside. Jeg ville i dag kontakte folk på vores venteliste. Jeg har også kontaktet nogle, men det blev lidt uoverskueligt, for nogle har skrevet, at de først ønsker en hvalp til sommer – det er jo ikke sommer den 23. februar 2018, hvor hvalpene er gamle nok til at flytte fra deres mor. Andre opskrivninger er så gamle – har fået det første svar retur, at der var købt et andet sted, fordi man ikke kunne vente. Jamen det er helt ok ikke at kunne vente, men så var det da nærliggende at sende en besked, at vi godt måtte slette fra vores liste. Så hvis du går og venter på besked fra os, må du gerne sende til os igen, da vi ikke har lovet alle tæverne væk endnu.

Svend har lige besluttet, at vi evt. skal udstationere en af tæverne fra kuldet, hvis dette har din interesse, hører vi meget gerne tilbage. Udstationering betyder, at vi skal låne tæven til et (normalt str.) kuld hvalpe, hvorefter den bliver ejerskiftet til dem, den bor hos. Vi står for sygdomsundersøgelserne i forbindelse med godkendelse til avl, ellers lever hunden som normal familiehund. Vi har lige nu to tæver udstationerede Finda Iida og Finda Jaava.

Hannen Ibo Rulle

Finda Ibo Rulle har fundet et nyt hjem på Sjælland, så han flytter i morgen fra Als til Amager. Vi ønsker den lille fyr alt godt og det samme gælder hans gamle og nye familie.

Vi håber at kunne følge ham lidt fremover på Facebook. 2 af hans søskende bor også på Sjælland, så måske kan de mødes til hvalpeleg. Ved Køge er der af og til lavet legedag for hvalpe i alderen 8 uger til 7 måneder, hvis vi boede tættere på, ville vi helt sikkert også gerne komme med Honey, for de har så godt af at møde andre lapphunde og lege med dem.

 

Nyt blivende hjem søges til denne unge han

Vi søger lige nu et nyt hjem til Finda Ibo Rulle en han-hvalp på 4 mdr. fra vores I-kuld efter Finda Anton Teddy x Ilo du Jardin de Laponia.

Ifølge ejeren er han en sød og lærenem hvalp. Forhold i hjemmet gør, at man har besluttet, at der ikke er tid nok til en hvalp. Såfremt det skulle have din interesse, hører vi gerne pr. mail fra dig. Vi vil gerne sikre, at han kommer et godt sted hen, så det skal ikke være en hovsa-løsning. Vi tog ham gerne selv, hvis vi ikke havde 3 hanner i forvejen, for vi holder utrolig meget af begge forældredyrene. Vi har selv udstationeret en tæve fra samme kuld, som denne hanhvalp er fra.

Han er født 13. maj 2017 efter HD frie forældre, der også er øjenlyst frie foruden Frie vedr. prcd pra og pompes.

Kun seriøse henvendelser besvares

Galleri vedr. Finda-træffet – Tak for denne gang

Så er Finda-træffet for 2017 blevet afholdt. Se de usorterede fotos ved at vælge album i galleriet.

Såfremt man ønsker at se video fra dagen, har Torben Krammer lavet 3 videoklip, der kan ses inde fra linket i videogalleriet.

Ældste hund til træffet var Finda Ofelia kaldet Freja – snart 15 år gammel, kom med sin ejer Reinar fra Sjælland med sin hvalp på 9 år og en anden samlever på omkring 10 år – fotos bag i en bil og Freja i gruset foran. En anden ældre deltager var Finda Xilke på 12 år samt også Finda Amico på 10 år. De yngste deltagere var Finda J-hvalpene på 6 uger i haven samt Finda Indiana Bamse med på turen.

Vi var ca. 130 mennesker og 50 hunde excl. vores egne hunde. Vi fik lige en stor regnbyge før gåturen og så lidt dryppen halvvejs. Ellers holdt vejret sig rimeligt hele dagen. Der var igen i år et kæmpe kagebord – se fotos. Vi nåede at lave lidt pølse-apport med en del hunde, samt vi forsøgte lidt fælles fotografering, desværre var nogle hunde smuttet hjem før da. Vi nød dagen meget og håber alle andre også gjorde det. Til aften fik vi mad udefra i rigelig mængde. En særlig tak til vores hjælpere Birgith og Torben samt Helle og Jens Jørgen. Vi har været super glade for Jeres hjælp. Tak for blomster og gaver  til os og hundene samt for alle de flotte kager m.m. I medbragte til at gøre dagen festlig. Vi håber I alle kommer igen næste år.

Lapphundetræffet 2017 hos kennel Finda

Lapphundetræf den 20. august 2017.

Vi starter med at mødes kl. 12 på stranden i Sjelborg til gåtur.

Sjelborg strandvej 40, Naturpark Vadehavet, 6710 Esbjerg V. – der ligger en restaurant så vis hensyn, så vi ikke blokerer for deres gæster.

Vi går tur langs stranden op i Marbæk plantage til Gulebjerg, hvor der er skøn udsigt over vandet og godt at tage fotos. Vi holder her en lille pause, hvor vi har sørget for, at der kommer en bil med div. drikkevarer. Vi går ned ad skrænten og tilbage langs stranden.
Vi håber selvfølgelig på godt vejr hele dagen, men ellers er påklædning i forhold til vejret. Turen er vel ca. 1 1/2 – 2 timer, hvorefter vi kører ud til os:

Roustvej 255, Omme, 6740 Bramming. Tlf. 61 78 48 26

Parker gerne bilen ude på græsmarken langs vores grusvej.
Vi stiller vores store indhegninger til rådighed for at de forskellige hunde kan være sammen med dem, de nu kan med. Vi ved jo der kan være problemer med voksne hanner, så da må man tage hensyn og på skift lade dem komme i indhegningerne eller i snor. Finda Alva har hvalpe i vores have og da Alva ikke er så glad for andre hunde, er det ikke tilladt at medbringe andre hunde i selve haven, I må gerne selv se og nusse hvalpene.

Det ”Sønderjydske kaffebord” skulle gerne starte ca. kl. 14, så der er tid til hygge og snak med alle. Vi har indkøbt en enkelt kage eller to samt giver kaffe, te, vand, sodavand, øl og vin hele dagen. Vi håber nogle har lyst at tage en kage eller andet med til kaffen.

Efter kaffen er der mulighed for at prøve lidt ”pølesapport” med hundene, der vil nok være en præmie til bedste hund og fører. Man må også vise evt. kunster, hvis man har en hund, der kan noget. Ellers går dagen mest bare ud på ren hygge og snak med andre ”hundetosser”.

I år har vi valgt at bestille en menu udefra. Det bliver leveret hjemme hos os lige før kl. 17. Det var vildt svært at beslutte maden, men vi har valgt en menu, der forhåbentlig kan passe lidt til alle og der er rigeligt. Prisen blev 135,- kr. for voksne og børn halv pris. Vi håber I synes det er ok. Her kan I læse menuen:

Sprængt krydret svinekam, papaya marineret kyllingebryst, provence kartofler, flødekartofler, pebersauce, alm. salat m/dressing, tomatsalat med vandmelon
og bær, marineret bønnesalat m/bacon og salatost, krydderurtepastasalat

Vi glæder os til at se Jer alle, vi vil dog gerne vide lidt om, hvor mange der kommer, så send gerne en besked eller andet, så vi kan notere det ned. Skriv gerne begges navne, så ikke alt for mange på vores liste bare hedder ”mand og børn”. Samt skriv venligst om man ønsker at få maden kl. 17 med. Vi har ingen sluttidspunkt ellers. Skulle nogen have allergi overfor ukrudt, anbefales at forebygge hjemmefra, da vi har rigeligt af det. Vis hensyn til vores naboer vedr. gøen.

Mange hilsner og på gensyn
Svend Åge og Birte samt alle hundene

Ledige hvalpe

I kuldet fra Gina og Timon er der lige nu en ledig tæve og en ledig han, så kontakt os venligst hvis det har interesse. Hvalpene er klar til at flytte til deres nye hjem den 8. juni.

I kuldet fra Ilo og Anton Teddy født her 13. maj er der et par ledige hanner. De er klar til at flytte til deres kommende hjem den 8. juli.

Vi mener, at vi har sendt besked til alle, der har været skrevet op. Nogle har ikke svaret retur. Vi er godt klar over, at mange lader sig skrive op flere steder rundt i landet. Vi har det sådan, at man må gerne lade sig skrive op, men vi siger først endelig ja til et salg, når vi har mødt køberen. Det er simpelthen for at sikre os, at man har sat sig lidt ind i, hvad en hvalp kræver samt hvordan racen nu også passer til den kommende familie. Det er så trist, hvis unge hunde skal skifte hjem, fordi man fik en forkert race.

Vores hvalpe vokser op inde i vores hus, de har haven og terrassen som legeplads. Hvalpene ormebehandles 2 til 3 gange alt efter behov. De er chipmærkede. Har DKK stamtavle og købskontrakt. De tjekkes af dyrlægen og får lavet sundhedsbog sammen med den første fulde vaccination. Hvalpene får tæppe, legetøj, bideben, tæppe og mad med herfra til den første tid samt CD med info omkring racen foruden DVD med samtlige fotos taget de første 8 uger. Hvalpene vælges ud i samråd med os, når de er mindst 6 uger gamle. Køberen kan være med til at bestemme hundens navn i stamtavlen – dog med det bogstav vi bruger – evt. med et ekstra navn, hvis vi har navnet før hvalpene er 3 uger gamle. Vi har opdrættet racen siden 98, så vi står selvfølgelig til rådighed med råd og vejledning fremover.