Om Finsk Lapphund

Den Finske Lapphunds oprindelse:

Der findes i dag kun få hunde af den ægte lapphundestamme. Samerne har brugt hunde til at drive og passe rensdyrflokke i mange hundrede år.

Af disse rensdyrhunde (lapphunde; på samernes sprog: boaza-beana) har man haft både en langhåret og en korthåret type, afhængig af sted og slægt. Den langhårede hyrdehund, som var typisk for den vestlige del af Fjälllapland, kender man helt tilbage fra 1700- tallet

En sådan hund blev omtalt af bl.a. naturforskeren Carl von Linné (1707 – 1778) og Louis de Buffon (1707 – 1778). De kalde den Cannis Lapponicus (lapphund). I historiske kilder er det den ældste navngivne af de skandinaviske hunderacer.

Lapphunden er kendt som en ensartet race allerede for 200 år siden i Finland, Norge og Sverige.

Både Linné og Buffon beskrev racen som en hyrdehund med en forholdsvis lang krop, med lav haleføring og ofte med knækører. Disse punkter understreger forskellen mellem lapphunden og de nordiske jagtspidser. Nutidens undersøgelser tyder på, at denne hyrdehund kom til Skandinavien (først Norge) under vikingetogter mod vest, hvor dens slægtninge var den gamle islandske fårehund (Buffon: Canis Islandicus) og den engelske (skotske) fårehund Border Collie.

I løbet af mange hundrede års naturlig udvælgelsesproces blev lapphunden en velegnet hyrdehund i de barkse forhold i Lappland.

Denne tilpasningsevne som findes i lapphundenes væsen, er et af de træk, som er umuligt at bedømme i en udstillingsring. En af disse egenskaber er f. eks racens fremragende helbred.

Kennelarbejdet med lappiske hunderacer begyndte i Finland i 1940-erne. Krigen og de efterfølgende år gav ikke gode muligheder for den slags arbejde. Derfor blev hundenes historiske baggrund og oprindelse, og de for racen så typiske hyrdehundeinstinkter ikke undersøgt alt for grundigt. I begyndelsen af 1970 blev man oven i købet opmærksom på at hundene i den daværende registrerede lapphundestamme slet ikke nedstammede fra oprindelig “rensdyrslægter” i lappland. Den finske kennelklub åbnede derfor “ny stambogsføring” af lapphunden, så man kunne få en race med “ægte hyrdehundeegenskaber” baseret på langhårede brugshunde fra rensdyrområderne.

Efter åbningen af stambogsføringen fandt man 43 hunde, som opfyldte følgende krav:

1.  Hunden skulle være en selvdresserende hyrdehund eller bevisligt nedstamme fra en sådan

2.  Hunden skal komme fra en kendt opdrætter, som har arbejdet med racen i lang tid, og som har avlet hunde, som kan passe og drive rensdyr

3.  Hunden skal tilhøre en genetisk ensartet og velkendt hyrdehundeslægt, i hvilken man har flere arbejdende individer

4.  hundenes udseende må ikke være påvirket af andre racer.

Man fik registreret 43 hunde, de sidste af den gamle Canis lapponicus race, som næsten var forsvundet fra rensdyrområderne, skubbet til side af snescootere.

Ved hjælp af disse 43 hunde og deres afkom, har man fået bevaret en enestående race, som er en af de sidste europæiske naturbevarede hyrdehundestammer.

Til den finske kennelklubs lapphunderegister smuttede dog et par hunde med, som ikke opfyldte kravene om hyrdehundeafstamning. Der ud over har man forsat i registret en del efterkommere af efterkrigstidens lapphundestamme, som ikke nedstammer fra de vogtende slægter.

I 1981 stiftede en gruppe lapphunde-entusiaster “et selskab for lapphunde af vogtende og vallande afstamning”. Selskabets formål er at bevare de ægte lapphunde, som er afkom af de før nævnte 43 brugsdygtige stamhunde.

Ideologien bag selskabet for vallande lapphunde er baseret på kendskab til hundenes afstamning og ønsket om bevarelse af de gamle rensdyrhundeslægter. (valla = drive – føre – lede). Den vogtende og vallande lapphund er en kultur-historisk rekonstrukton af 1700-tallets Canis lapponicus. Selskabets første formål er at bevare de oprindelig hunde, racens gode helbred og karakter. De 43 godkendte vogtende og vallande hyrdehunde, som blev stambogsført kom fra rendyrområder (på finsk: paliskunta), hvor man drev “rendyrpasning” på gammeldags facon. Dette indebar at den samme hund skal kunne udføre alle vogtende opgaver, holde flokken (på finsk: tokka) samlet, sørge for dens flytning og opsamling. Disse 43 hunde stammer fra det nordvestlige Lappland (den finske arm), Inari, Raattaina, fra det norske Kautokeino og det svenske kuttainen. område.

 

Udseenet varierer:

Selskabet for vallande lapphunde samler oplysninger og følger disse vogtende og vallande lapphundes karakterer bl.a. ved hjælp af karaktertester, og ved at arrangere egne udstillinger.

lapphunden er en naturrace, og for en sådan er det typisk, at der findes en vis variation i udseendet, (farve, forskel i pelslængde, knækører)

I det originale samiske hundenavnskartotek fortælles om en variation af udseendet:

Valkokaulus: en med hvid krave
Suhhajalka: en med strømpe
Pörrökarva: en med pjusket hårlag
Raitatassu: en med stribede poter
Nelisilma: en med fire øjne “troldøjne”
Kuurakarva: en med “rimfrost” på pelsen
lapinpöllö: lapugle
og mange flere…

Disse variationer i udseendet vil selskabet ikke begrænse alt for meget. Tidligere havde hver “rensdyrby” sin egen hyrdehundeslægt, og ingen er kompetent til at fastslå, at den ene slægt er mere rigtig end de andre, som derfor må kasseres.

Den vogtende og vallande lapphund´s popularitet har været eksplosionsagtig. Det første hvalpekuld efter ægte lappiske forældredyr blev født i 1973. Knap 10 år senere registrerede man 446 hvalpe på et år . Størstedelen af disse hvalpe er af vogtende og vallande afstamning.

Den historiske Canis Laponicus undgik med nød og næppe at uddø. Den har i dag fået fodfæste i tusindvis af finske hjem. Den vigtigste grund til dette er racens mange gode egenskaber.

 

Karakter:

Karakteristisk for lapphundenes, ligesom andre hyrdehundes, væsen er, at de betegnes som meget trofaste og hengivne mod deres mennesker og hjemsted.

Den klogskab som lapphundene er forsynet med, er resultatet af en århundrede lang udviklingsproces under barske, arktiske forhold, hvor kun de meste intelligente individer overlevede. Man har baseret arbejdet med racen på den hårdslidende brugshundestamme, hvorfor man på grund af naturens egen udvælgelse har kunnet bevare racen ekstremt sund. Racen har ingen af de i dag så almindelig hundesygdomme.   På grund af den høje intelligens og gode tilpasnings-evne er racen velegnet som selskabs- og vagthund.

Det vogtende og vallande instinkt, som lapphunden er født med bevirker, at den på glimrende måde tilpasser blandt andre husdyr. På grund af den tykke pels trives lapphunden godt udendørs, men selv om den har en enestående tilpaningsevne, egner den sig afgjort ikke som “lænkehund i baghaven”. Dette vil dens selskabelige og aktive væsen slet ikke kunne tåle.

 

Den Finske Lapphund i Danmark:

Turid Uthaug tog den finske lapphund med sig til Danmark, idet hun kendte racen meget godt fra sit arbejde i deres nordlige hjemegne. Hun opdrættede i Danmark under navnet Koira, som betyder hund på finsk. Det første hvalpekuld blev født i 1984 i Danmark.

 

Hun skrev i maj 1986 en artikel i Hunden omkring finsk lapphund, som var ret spændende. hun skrev bl.a. om, at der var stor forvirring omkring farver. Nogle mente den skulle være helt sort for at være ægte o.s.v. hun gør dog helt klart, at dette ikke stemmer, idet alle farver er tilladte og de oprindelig lapphunde har netop alle mulige farver. Jeg kan ikke bringe hele hendes indlæg her, idet man skal søge om tilladelse til at bringe andres indlæg. Jeg nævner bl.a. blot, hvad hun netop skrev om farver, idet dette stadig er forvirrende for nogle. Nogle tror i dag, at en finsk lapphund kun er ægte, hvis den er sort med lyse aftegninger i hoved, på bryst og ben samt under halen. Jeg har i Finland derfor købet en plakat, der netop viser de mange forskellige farver på de helt gamle lapphunde. Diverse bøger viser også mange forskellige farvede hunde. I Danmark er de forskellige farver også ved at vinde frem nu. På vores linkside henviser vi også til flere forskellige sider vedr. bl.a. farver på lapphunde. Nogle sider er på finsk, men man kan godt se farverne uden at forstå sproget.

 

Lapphunden vinder flere og flere tilhængere i Danmark på grund af sin gode tilpasningsevne. Den er rolig og meget lydig, som en hyrdehund skal være. Den holder sig til sine enemærker og gør ikke uden grund. Den er meget tålmodig og børnevenlig. Hunden trives både ude og inde, og den har et godt helbred. I dag er vi dog begyndt at undersøge for HD og øjensygdomme. Hunde kan ikke godkendes til avl, før disse undersøgelser er foretaget. Der findes få hunde i Danmark med HD eller øjensygdomme, og det er stadig en utrolig sund og robust race.

 

Vi har siden januar 2006 også kunnet DNA teste vores hunde, for at se om de er bærer af PRA. Vi har fået foretaget denne test på alle vores hunde hos Optigen i USA, og har været meget heldige med resultaterne.

De første hunde i landet blev ikke undersøgte, så om de ældste hunde ved man ikke så meget. På siden Dansk Kennel Klub findes database over samtlige hunde i Danmark, her kan man finde stamtavler samt alle de officielle sygdomsresultater, udstillingsresultater samt mange andre ting.

Se på linksiden under Andet, der har vi sat nogle sider på, som fortæller utrolig godt om bl.a. øjensygdomme samt om epilepsi. Linket til Dansk Kennel Klub kan også bruges her, der er også meget information om div. hundesygdomme. Ved tryk på linket til her Info Finda hunde, kan man se en liste over vores hunde og afkom herfra vedr. undersøgelser m.m.