Kennel Finda
Pr. 1. juni 2007 flyttede kennel Finda til dette sted (kaldet Omme) udenfor en lille by – Hjortkær – ca. 20 km fra Esbjerg – 10 km fra Bramming – 15 km fra Varde – men kun ca. 5 km fra motorvejen mellem Kolding og Esbjerg til modsat side i forhold til Bramming.
Vi flyttede fra Birtes ellers dejlige fødehjem, idet vi ikke kunne have alle vores hunde hjemme på ejendommen i Kokspang. Vi fandt et dejligt sted med god plads, hvor vi i 2008 påbegyndte nyt byggeri, straks vi havde en byggetilladelse klar. Se fotos vedr. ejendommen på gallerisiden. Da det nye stod færdigt, blev det gamle revet ned.
Familien består af Birte, Svend Åge og vores søn, Lars Erik født i 1988. Lars bor i Bramming nu med sin søde kone Karina og deres to børn Bastian og Sofie. De er begge gode til at komme og hjælpe os, når vi har brug for det. Da vi desværre ikke fik alle de børn, vi ønskede os, blev det hunde Lars fik som søskende, hvilket han var meget tilfreds med.
Vi blev gift i 1980 og fik straks vores første hund sammen (et ægte gadekryds – pomeranian/toypuddel – kaldet Trine). Vi er begge opvoksede med hunde af forskellige racer, bl.a. har Birte haft sorte pudler (der desværre havde epilepsi).Senere forsøgte vi os med rottweiler. Det gik også vældig fint, men da vi havde mistet hund nr. 2 af dem på grund af dårlige ben, havde vi ikke lyst til at miste flere hunde, for det er virkelig hårdt. Vi gik derfor på udkik efter en meget sund og dejlig race. I 1992 så vi den første finske lapphund, og vi var omgående solgt. Der var jo desværre meget lang ventetid på at få sådan en hund, men vi holdt ud, og endelig i 1994 fik vi vores første tæve, Inari Rinku.
Vi har altid ønsket at få hvalpe, så en han skulle jo findes til Rinku. Det var sørme svært, for langt de fleste hunde i Danmark, var i familie med hinanden. Vi måtte derfor til Finland for at købe Heldalan Boyka i 1995. Samtidig blev vi fristet til at købe en sød sort tæve, Fidelis Åkervinda.
En hund blev hurtigt til mange, så i dag ejer vi flere finske lapphunde, og vi ville ikke undvære nogen af dem. Hvad de hedder o.s.v., kan I se på siden “hunde/dogs”. Vi har dog mistet nogle af de første hunde, de kan ses på siden omkring hunde vi mindes.
Tre af vores hunde er internationale champions. Vores tæve, Rinku, blev den første og indtil 2001 eneste tæve i Danmark, der var international champion. Hun blev også den første tæve i Danmark med titlen Tysk VDH champion.
Vores avlshunde undersøges for HD samt for øjensygdomme, hvilket avlshunde skal undersøges for, før de må bruges i avl. Vi fører også en liste over alt afkom herfra, om de er undersøgte. Se infosiden hvor vi åbent oplyser alt vedr. vores afkom og egne hunde, ønsker nogen nærmere oplysninger, er de velkomne til at kontakte os og se diverse attester m.m., samt få oplysninger om den hund, der evt. har interesse. Vi sætter samtlige oplysninger på både gode og mindre gode, idet vi mener, det viser det mest rigtige billede af et opdræt. Vi har siden januar 2006 også DNA testet alle vores hunde, så vi ved om de er bærer af øjensygdommen PRA eller ej. Hvalpe efter to frie forældre vil altid være frie. I 2013 har vi også DNA testet alle vores hunde vedr. sygdommen Pompes. Alle var frie.
Vi forsøger på bedste måde at opdrætte sunde hvalpe til gode familiehunde.
Hvalpene opholder sig inde i huset sammen med os, hvor de fra starten hører og ser alt, hvad der foregår i en familie. Udenfor har vi en dejlig stor grund på snart 30.000 m2, hvor hundene kan løbe rundt. Vi har lavet nye meget store indhegninger. Vores nye store have er indhegnet specielt til vores hvalpe.
Alle vores hunde er vant til mange besøg i vores hus af bl.a. børn i alle aldre, hundefolk, familie samt hvalpekøbere, der lige kommer på besøg med deres hund igen.
Vi tager meget på udstilling med vores hunde i ind- og udland, samt camping, hvilket fungerer godt. Vi har dog ikke været meget på camping de sidste par år.
Vi har besøgt Finland flere gange for at se hunde og udstillinger. flere af vores hunde kommer fra finske kenneler, som vi har besøgt. Vi har også været i Finland for at parre to af vores tæver, hvor vi havde en dejlig tur. Vi forsøger af følge familie til vores hunde, så vi ved besked, såfremt noget skulle opstå.
De etiske regler der findes i både SPK og DKK vedr. opdræt af hunde, forsøger vi at efterleve. Vi har dog lavet en kombination flere gange, før man begyndte at undersøge vores race. Der var ikke mange hanner at vælge imellem i starten i landet. Vi fik en hund med cataract – Amigo. Siden er flere søskende undersøgte og fundet frie. Forældre er også undersøgt hvert år og har ingen problemer forældre til Amigo blev sidst undersøgte 11 og 12 år gamle, hvor de stadig var frie. En søster til Amigo havde også en HC form, men det er bestemt ikke den samme, som Amigo har, de to kan slet ikke sammenlignes, hvilket er bekræftet af flere forskellige øjenlysere med deres attester. Vi synes selvfølgelig, at det var så trist, da Amigo fik HC, men han levede et godt liv og blev 15 1/2 år gammel. Han havde altså ingen problemer med sit syn til han var over 12 år, hvor han så ikke kunne se mere med det ene øje. Vedr. mange af de første hunde i Danmark, ved man ikke så meget omkring undersøgelserne, da mange aldrig er undersøgte, men størsteparten har levet et ganske almindeligt langt og godt familieliv.
Vi synes, det er en utrolig dejlig race at have som familiehund. De er meget lærenemme og meget børnevenlige. De findes i alle mulige flotte farver. Pelsen er tyk og dejlig og har samtidig den fordel, at den ikke lugter af hund og er selvrensende. Normalt taber hunden underulden 1 eller 2 gange om året. Ellers fælder den ikke. En tæve ser dog skrækkelig ud efter et kuld hvalpe, da hun så mister rigtig meget pels, og det tager noget tid at vokse ud igen. Hvis man steriliserer en hund – gælder både for han og tæve – så får den tit en meget større pels, der godt kan være mere svær at holde, da den ikke fælder på den samme naturlige måde. Derfor anbefaler vi ikke at gøre dette, uden det er strengt nødvendigt.
Hunden egner sig fint til agility og lydighedstræning. i Lapland anvendes de stadig som hyrdehunde for forskellige dyr. Såfremt nogen skulle have fået lyst til at se eller høre mere om denne dejlige race, så ring og aftal et besøg hos os. Vi har også kontakt til andre kenneler i Danmark, Sverige, Norge, Belgien, Holland samt Finland. Vi er medlemmer af mange klubber for at følge med i, hvad der foregår vedr. netop vores race rundt omkring i Europa.
Vedr. racens oprindelse og udseende, kan I læse mere på de øvrige sider, på linksiden under “Andet” findes link til diverse sider vedr. hundesygdomme. Dansk Kennel Klub har også meget information på deres side.
Nedennævnte logo betyder, at vi har gennemgået DKK´s opdrætteruddannelse i 2004 samt i 2010 også den nye lovpligtige uddannelse for hundeopdræt/hundehold. Alle vores hunde er på skift med inde i vores parcelhus, samt vores kennelbygning er også bygget mere eller mindre som et parcelhus med gulvvarme i hele huset. Vi har altid ønsket, at vores hunde skal have de bedst tænkelige forhold. Det synes vi de har fået nu, hvor vi begynder at være færdige med hele vores byggeri. Vi mangler stadig lidt omkring beplantning, men meget er på plads. Vi er glade for have hvalpene inde i vores nye parcelhus, hvor værelse, gang og køkken/alrum er indrettet netop, så det skulle blive dejligt for hvalpene sammen med os.